Den danske sanger sætter Hansi Hinterseer på plads i en uge, hvor der ikke er mange udskiftninger på listen
Den naturlige orden er blevet genoprettet med Rasmus Seebachs retur til den førsteplads, som han nu har ejet gennem 25 af de svimlende 49 uger, han har været på hitlisten. Han presser dermed den tilbageskuende tysker ned på en andenplads, hvor han ligger foran Smokie, Medina og Ann-Mette Elten.
Der sker dog ikke det store i top ti i denne uge, hvor eneste nyhed er, at vi på en ottendedeplads finder seneste album fra Disturbed. De ryger dermed ind foran ugens højestplacerede danske nyhed, der er debutalbummet fra Vinnie Who, som lander på denne uges 11. plads.
Niels Bagge Hansen klarer sig dermed lidt bedre end Katy Perry, der debuterer på listen med sit seneste album "Teenage Dream" på en 14. plads, hvilket samtidig er sidste nyhed i top tyve i denne uge.
Der er dog en enkelt nyhed mere på listen, da vi på en 21. plads finder albummet "Alt På Plads" fra Nordstrøm.
Se hele listen hos Hitlisten.nu.