I morgen indtager shoegaze-popperne fra amerikanske The Depreciation Guild Loppen i København
I morgen, tirsdag den 14. september, indtager det amerikanske band The Depreciation Guild (billedet) og Scarlet Chives spillestedet Loppen på Christiania i København.
Dream-popperne fra The Depreciation Guild er album-aktuelle med deres andet fuldlængde album "Spirit Youth", som udkom i foråret på det amerikanske pladeselskab Kanine Records. Netop det pladeselskab har også The Pains Of Being Pure At Heart i stalden, noget der ikke er så tilfældigt, da trommeslager Kurt Feldman fra The Pains Of Being Pure At Heart også er med i The Depreciation Guild.
Shoegaze-gruppen blev formet i 2005, og deres lyd er kendetegnet ved, at de har indarbejdet en modificeret Nintendo som en del af deres lydbillede. Deres EP "Nautilus" fra 2006 og debutalbummet "In Her Gentle Jaws" har begge modtaget fine anmeldelser. Ligesom deres seneste album også har været rost af mange amerikanske medier.
Udover The Depreciation Guild, vil danske Scarlet Chives (tidligere kendt som Majorian) indtage scenen på Christiania. Scarlet Chives består blandt andet af Sleep Party People bagmand Brian Batz, og de har netop signet med A:larm, der vil udgive deres debutplade i det nye år. Bandet spillede blandt andet på årets Spot Festival, hvor GAFFAs anmelder Simon Høgh Meldgaard skrev:
"Hovedattraktionen her er utvivlsomt Maria Mortensens stemme. Hun ville være en killer til hvilken som helst bornholmsk Kate Bush-sing-a-like-konkurrence, med sin trænede, stærkt vibrerende, næsten ringende sopran. Men CocoRosie-fans ville også føle sig hjemme. De øvrige i bandet kunne umiddelbart virke som om, de hellere ville stå og flå i deres instrumenter i et støjrockband engang i 90'erne. Men de gik godt til den, og det swingede godt. Overraskende nok også med vokalen, der kun sjældent druknede. Det siger noget om sangens kaliber."
Så hvis du er til shoegaze, så er koncerten i morgen tirsdag den 14. september på Loppen i København, hvor billetter kan købes i døren.