Når den gendannede trio spiller deres to sidste shows bliver det med The Storm som opvarmning
Dizzy Mizz Lizzy har siden marts spillet en hel del koncerter rundt om i landet både på spillesteder og festivaler. Men med koncerter i denne weekend i Århus og København lukkes der ned for gendannelsen, og i den forbindelse har trioen bedt The Storm om at hjælpe til.
Pernille Rosendahl og Johan Wohlert har også spillet en del festivaljobs denne sommer, hvor også den tyske Rock Am Ring fik besøg af The Storm. Sidstnævnte koncert var en del af en ny international strategi, der hænger sammen med den kontrakt bandet i august underskrev med finske Spinefarm, der i slutningen af oktober udsender bandets album "Black Luck" i UK, Tyskland, Schweiz, Østrig og Finland, mens resten af Europa samt USA og Japan følger trop senere på året.
Men inden da skal de altså lige hjælpe Dizzy Mizz Lizzy med at lukke og slukke til to koncerter denne weekend. Det betyder, at Storm kan opleves i Scandinavian Congress Center i Århus fredag 17. september og i KB Hallen dagen efter.
Der er udsolgt til koncerten i København, men ledige billetter til koncerten i Århus kan købes via GAFFA Live.