Nyhed

Tim Burgess med stjernespækket soloalbum

The Charlatans-frontmanden har indspillet ny soloplade med medlemmer fra blandt andet The Horrors og Klaxons

Forsangeren i bandet The Charlatans, Tim Burgess, udgiver et nyt soloalbum engang næste år. Indspilningerne til pladen har allerede fundet sted, og det er ikke 'bare' studiemusikere, der har assisteret indie-manden. Den er nemlig indspillet med prominente navne som new zealandske Ladyhawke, The Horrors-guitarist Josh Hayward og Klaxons-trommeslager Stefan Halperin.

Til den amerikanske sider Spinner har Tim Burgess fortalt, at albummet bliver "virkelig eksplosivt, og det bliver værd at vente på". Han fortæller desuden, at det har været tidskrævende at indspille albummet, da de hver især har haft travlt med deres egne bands. Om musikken uddyber Tim Burgess:

"Musikalsk kommer det til at lyde som alle vores bands sat sammen. Det bliver helt sikkert noget andet end mit første solo-album, for det lavede jeg med sessions-musikere fra Los Angeles, og denne plade bliver lavet med mennesker fra New Zealand og London. Det vil have en europæisk smag, men med et new zealandsk twist."


Det er godt syv år siden, at Tim Burgess udgav sit første solo-album "I Believe", som modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen. Han skrev:

"I samarbejde med produceren Linus (Puff Daddy) har Tim Burgess skabt et organisk og sprællevende album. På de svedige "Held In Straps", "Oh My Corazon" og "Say Yes" med blæserledsagelse får Tim Burgess slået fast, at han rent faktisk begår sig glimrende på vokal siden, når han blander falset og mere følsom popvokal. I sammenligning med The Charlatans "Wonderland", er "I Believe" mindre pumpet og søgt. Tim Burgess har denne gang hjertet med."

The Charlatans udgav deres seneste album "Who We Touch" den 9. september i år, som ligeledes modtog fire stjerner. Tim Burgess' kommende album forventes at udkommer næste år, mens ingen fast dato dog er offentliggjort.


ANNONCE