Den svenske sanger er aktuel både til den danske festival og begivenheden Roskilde@Sthlm
Daniel Adams-Ray spiller ifølge folkene bag Roskilde Festival "uimodståelig Motown-inspireret popmusik sunget på et velklingende svensk", og denne sommer bliver der mulighed for at få syn for sagn, når han dukker op på årets festival.
Sangerens debutplade hedder "Svart, Vitt Och Allt Däremellan", og singlerne "Dum Av Dig" og "Gubben I Lådan" har allerede toppet de svenske hitlister. Han er derfor også blevet udvalgt til at optræde, når Roskilde Festival indtager det stockholmske spillested Strand for en aften. Det sker 26. maj, hvor festivalen præsenterer tre navne, som alle spiller i Roskilde til sommer.
Ud over Daniel Adams-Ray spiller ligeledes svenske Little Marbles, som gør sig i akustisk baseret pigepop, og det nye danske band Hammonds, Harrington & Destroy, som bevæger sig i grænselandet mellem indierock og folkrock med nærmest punket kant.
Koncertaftenen skal ses som et fremstød for ny musik, hvor Roskilde Festival præsenterer nogle af de navne, der i år har fået plads på Pavilion Junior-programmet. De gjorde det i Norge i februar, og nu er tiden kommet til Sverige. Der er gratis adgang til koncerten, hvis man melder sig til på Facebook.