Deer Bear og Darling Don't Dance er nogle af de navne, man kan opleve på årets udgave af den jyske festival
Når Danmarks Grimmeste Festival afvikles i Brabrand ved Aarhus den første weekend i august er det med syv nye navne på programmet.
Blandt de nye navne er de tre piger i den danske støjrockgruppe, Darling Don't Dance (billedet), Balkan-hybrid-gruppen Analogik samt den albumaktuelle drum'n'bass-gruppe, F.U.K.T.
Desuden bidrager Vincent Van Go Go til festivalen med deres blanding af soul, rock, funk og reggae, Cola Freaks med deres new wave/punk-inspirerede musik ligesom Own Roads rustikke hippie-folk og Deer Bears melankolske pop og dybe tekster vil kunne opleves.
Sidste års nye tiltag, barområdet UnderGrim og afterparty-teltet, vil også være til stede i år, og ifølge arrangørerne af festivalen vil afterparty-teltet være endnu større end sidste år.
Danmarks Grimmeste Festival foregår i dagene 4.-6. august ved Grimhøjgård i Brabrand, og man kan købe billetter via GAFFA Live.
Se det foreløbige program på facebook.