Den københavnske gadefest er i fuld gang med forberedelserne og er nu klar med locations og billetter
"Nu er det nu! Distortion 2011 åbner for billetsalget til årets sjoveste hyldest af klubkulturen og det brede smil" - sådan lyder det i en pressemeddelelse fra tiltaget, der derudover at starte billetsalget løfter sløret for et foreløbigt program.
Fra den 1.-5. juni står den på gade- og bydelsfester mellem klokken 16:00 og 22:00 i samarbejde med et væld af butikker, beboere, barer, cafeer og gallerier, og når solen går ned rykker festlighederne ind på de københavnske spillesteder, hvor der vil være Club Clash mellem 22:00 – 05:00.
Udover at blive både større og bedre udkommer Distortion 2011 i en udgave med udvidet fokus på hyggen, sikkerheden, renholdelsen og involvering af beboerne i de udvalgte kvarterer.
Derfor handler det i år for festivalen om at få synliggjort og aktiveret festivalens kærneværdier, som er: "Vi har det så godt, alle kan være med" og "As Soon As It's Called Culture – It's Not Culture Anymore" samt temaerne musik, renhold, fest for alle og "mere hygge - mindre techno".
Programmet for årets Distortion ser sådan ud:
Onsdag – 1. juni - City:
Jazzhouse: 2 dancefloors.
Huset i Magstræde: 4 dancefloors.
Diskotek IN: 3 dancefloors.
Torsdag – 2. juni - Nørrebro:
Søpavilionen: 3 dancefloors.
Stengade: 2 dancefloors.
Rust: 2 dancefloors.
Drone: 1 dancefloor.
Fredag – 3. juni - Vesterbro:
Den Brune Kødby & DGI-byen: 7 dancefloors.
Lørdag - 4. juni:
Den Brune Kødby, DGI-byen & Vandkulturhuset Pool Party (Final Party): 9 dancefloors + det løse.
Der vil løbende blive annonceret meget mere om acts, kunstnere og events på Distortions hjemmeside, hvor man også kan købe billetter til Club Clash.
