Nyhed

Jozef van Wissem gæster Danmark

Den hollandske lutspiller giver koncerter i København og Århus

Jozef van Wissem er noget så sjældent som en samtidskunstner med lut som hovedinstrument. Sidst på måneden kan man opleve ham i København og Århus, hvor han giver koncert på henholdsvis Baghold og Atlas.

Koncerten i København byder også på amerikanske John Levin og irske Carol Anne McGowan. Sidstnævnte er et nyt navn i den mere drømmende ende af folkemusikken, og John Levin trækker på både klassisk minimalisme, analoge synthesizere og østerlandske stemninger.

Jozef van Wissem har siden albumdebuten i 2000 kæmpet for luttens befrielse:


"Når folk tænker på lutspillere, får de automatisk associationer til gamle Robin Hood-film og troubadouren, der står under skønjomfruens balkon og synger serenader, indtil hun kyler en blomstervase i hovedet på ham", fortæller van Wissem, vis mål er at genoprejse middelalderinstrumentet fra både specialister og "men in tights".

Siden debuten har han udsendt et væld af udgivelser – både alene og i samarbejde med andre kunstnere, som guitaristen og pianisten James Blackshaw og Captain Beefheart-guitaristen Gary Lucas. 

Desuden har han skrevet musik til The Sims' middelaldercomputerspil og vundet en fan i filmskaberen Jim Jarmusch, som er en af gæsterne på Jozef van Wissems kommende album "The Joy That Never Ends", som udkommer den 24. maj på Important Records.


Oplev Jozef van Wissem til følgende koncerter.

Den 28. april klokken 20.00 på Baghold i København - koncerten koster 50 kroner i døren, læs mere på facebook.

Den 29. april klokken 20.00 på Atlas i Aarhus - køb billetter til koncerten her.


ANNONCE