Jonas Bjerre, Figurines og When Saints Go Machine er blandt de kunstnere, der er at finde på lydbilledbogen "Grønflammeskoven"
"Grønflammeskoven" er et nyt kollektivt børnebogsprojekt, som er søsat af de to Oh No Ono-medlemmer Malthe Fischer (billedet) og Aske Zidore, forfatterne Anders Jørgen Mogensen og Nicolai Koch samt billedkunstneren Pernille Nygaard.
Om projektet udtaler Malthe Fischer og Anders Jørgen Mogensen i en pressemeddelelse:
"Vi elsker begge at skabe, og hos børn ser man fantasifuldhed i en ren form, som er vildt fascinerende. Vi har begge et ret tæt forhold til barndommen, og den følelse vil vi gerne kunstnerisk dele med vores egen generation og en ny. Ambitionen var at skrive en fortælling og komponere numre, der ikke taler ned til børn - eller deres forældre for den sags skyld. Vi har kastet os hovedkulds ud i "Grønflammeskoven" med mindst lige så store ambitioner, som når vi laver vores såkaldte voksen-litteratur og musik".
Grønflammeskoven er en dansksproget børnebog, som indeholder moderne og farverige illustrationer samt otte helt nye børnesange, oplæsning og lyddesign på bogens medfølgende cd.
Grønflammeskoven handler om en dreng, der er på jagt efter vinden, fordi den har taget hans drage. Som det fremgår af pressemeddelelsen, tages børn, og eventuelt også forældre, med på en tur igennem barndommens landskab med elskelige figurer som skykvinden med hovedet, der let falder af, fingervingemanden og naturligvis kyssepigen, der med sine dumme kys får drengen til at miste grebet om dragen, så den forsvinder.
Bogens illustrationer er tegnet på digitalt tegnebræt af Pernille Nygaard, og musikken synges og spilles af blandt andre Jesper Mortensen fra Junior Senior, Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine, Christian Hjelm fra Figurines, Jannis Noya Makrigiannis fra Choir of Young Believers, Bjarke Porsmose fra 4 Guys From The Future, Coco fra Quadron, Kirsten og Marie og mange flere.
Det Elektriske Barometers vært Lucia Odoom læser Grønflammeskoven op på bogens tilhørende cd.
Lydbilled-børnebogen udgives i fysisk form, som digital download og på 12" blå vinyl (kun sange).
Grønflammeskoven står på hylderne i landets boghandlere, pladebutikker og andre udvalgte forretninger den 14. oktober.