Nyhed

Engelsk pladelager beskadiget efter uroligheder

Optøjerne i England har blandt andet ødelagt distributionslageret Sony DADC

De voldsomme optøjer i Storbritannien spreder sig stadig. Tidligt tirsdag morgen blev det meddelt, at Sony Musics distributionslager i det nordlige London, nærmere betegnet Enfield, var blevet beskadiget af en brand påsat i forbindelse med urolighederne. 

"Da vi ikke kan komme ind i bygningen, kan vi endnu ikke fastlægge årsagen til branden eller omfanget af dens skader", udtaler Sonys talskvinde, Yoko Yasukochi til BBC.

Distributøren PIAS UK skrev en e-mail til sine pladeselskabskunder og bekræftede, at de var blevet berørt af branden, og at der er sandsynlighed for, at alt indhold på lageret er gået tabt. Med andre ord er tusindvis af plader gået op i flammer.

Nogle af de pladeselskaber, der distribuerer via PIAS, er Young Turks, 4AD, Border Community, Brownswood, Buzzin Fly, Desolat, Sunday Best, Rekids, Renaissance, Soma, Soul Jazz, Southern Fried, Wall Of Sound og Warp. De repræsenterer bands og solister som The xx, The National, Bon Iver, Efterklang, Grace Jones, The Human League, Grizzy Bear, Hudson Mohawke og mange, mange flere.

Om sagen har PIAS udtalt:

"Sony DADC har igangsat sin Business Continuity Plan og er igen oppe at køre fra en anden bygning i Enfield. PIAS fortsætter samarbejdet for at mindske konsekvenserne for virksomhederne, som en første prioritet i forhold til pladeselskaberne og kunderne. Sony DADC har fundet en midlertidig distributionspartner, og det er planen, at de vil være i stand til at modtage, plukke, pakke og afsende ordre i løbet af næste uge", skriver residentadvisor.com.

 

ANNONCE