Nyhed

Ford & Lopatin/Games gæster Ideal Bar

Den amerikanske elektroniske producer-duo leverer en sjælden koncert i Ideal Bar i København til september

De tidligere Games og de nuværende Ford & Lopatin kan opleves i Ideal Bar under Vega i København, når de giver koncert torsdag den 15. september, i selskab med de elektroniske acts Nikolas og Puce Mary og andre dj's.

Joel Ford og Daniel Lopatin alias Ford & Lopatin har tidligere sluppet udgivelser under navnet Games. Men nu er de aktuelle som duoen Ford & Lopatin og albummet "Channel Pressure" som udkom i juni måned.

Ford & Lopatin får denne aften support af to upcoming navne som er down-tempo/house-produceren Nikolas (Escho) og industrialduoen Puce Mary, der er albumaktuelle med "The Closed Room".


Derudover kan man samme aften lægge øre til tre dj-acts som vil være Kim Las (Escho), Nis & Nis (Escho) og The Home Current, der medbringer specielle udgaver af Ford & Lopatin/Games' numre.

Ford & Lopatin, der er barndomsvenner, begyndte at lave musik sammen sidste år. Og under navnet Games frigav de singlen "Everything Is Working"/"Heartlands" og efterfølgende ep'en "That We Can Play", som for alvor fik sat skub i karierren.

I juni måned udgav duoen som nævnt debuten "Channel Pressure", der blev tildelt fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Jesper Buhl, som blandt andet skrev:


"... Der er noget uendelig beskidt over Ford & Lopatins syntetiske popmusik. Sexede trommemaskinegrooves og funky synths, der er produceret tilpas støvet til, at de ikke fremstår kønsløse, parres med popsange, som smyger sig kælent op ad sin lytter. Ford & Lopatin bruger hardwaresynths og -midi-sequencere, og det kan høres på en absolut positiv måde".

Torsdag den 15. september får du muligheden for at opleve duoen Ford & Lopatin, når de lægger vejen forbi Ideal Bar i København V for at give en af deres sjældne livekoncerter.

Billetter kan købes via Vegas hjemmeside, i Fonabutikker eller i døren.


ANNONCE