De alternative rock-pionerer har netop frigivet en ny single til det kommende album der sendes på gaden til september
Sidste år skrev vi, at det alternative rockband Jane's Addiction forventede at udgive et nyt album i år. Nu har bandet netop frigivet en ny single fra det kommende album, som bliver det første efter en albumpause på otte år.
Den nye single har fået titlen "Irresistible Force" og er i dag blevet tilgængelig digitalt. Singlen kan høres her.
Singlen "Irresistible Force" er fra det kommende album "The Great Escape Artist", der vil blive sendt på gaden ultimo september. Albummet er udarbejdet af den nuværende lineup, som består af Perry Farrell (sang), Dave Navarro (guitar) og Stephen Perkins (trommer), der i april måned udgav teaser-nummeret "End To The Lies" som gratis download.
Til udarbejdelsen af det nye album har Jane's Addiction allieret sig med producer Rich Costey, hvis cv også lyder på Muse, Franz Ferdinand, Interpol og Mew. Derudover medvirker Dave Sitek fra Tv On The Radio som co-sangskriver, programmør og bassist.
Med sig på turné er bandet dog i selskab med bassisten Chris Chaney. Gruppen tager på tour senere på året.
Sidst vi hørte fra Jane's Addiction var tilbage i 2003, hvor de udgav albummet "Strays", som modtog fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen, som blandt andet skrev:
"Et yderst veloplagt og vitalt album fra et band, som nu endelige indfrier deres potentiale".
Det nye album "The Great Escape Artist" sendes på gaden den 26. september.
Jane's Addiction blev dannet i Los Angeles i 1985 og markerede sig i slutningen af 80'ere og begyndelsen af 90'ere stærkt på den alternative amerikanske rockscene. I 1991 gik de i opløsning, men blev kortvarigt gendannet i 1997 og atter genforenet i perioden 2001-2004 og igen fra 2008. De har udgivet tre album i henholdsvis 1988, 1990 og 2003, og nu er det fjerde så på vej.