Nyhed

Koncerthuset byder på arabisk event

Lørdag den 17. september kan man opleve historie, der møder det moderne og Europa, der møder Arabien i Koncertsalen i København

Den 17. september afholder Center for Kultur og Udvikling (CKU) og DR UnderholdningsOrkestret en musikalsk event i Koncerthuset i København.

I en pressemeddelelse forlyder det: "det historiske møder det moderne, og Europa møder Arabien. I et spektakulært scenografisk univers bliver gæsterne præsenteret for en række kulturmøder, der vil udspille sig i litteraturen, kunsten, dansen, og frem for alt i musikken. Annisette, Kairo og Vivaldi battler, Jenny Wilson leger med arabiske undertoner - Kidd, Djuna Barnes, Zaki og Waqas spiller klubscenen varm. Og publikum sendes af sted på en rejse fra Europa til Arabien".

Aftenens historie beskrives således:


"I år er det 250 år siden, at en kongelig dansk ekspedition sejlede af sted fra Københavns havn med kurs mod Det Lykkelige Arabien. Missionen for de seks lærde herrer var at bruge to år på at udforske den arabiske verden. Syv år senere, da alle havde opgivet håbet om at se dem igen, vendte Carsten Niebuhr tilbage som eneste overlevende. Den Arabiske Rejse har siden skrevet sig ind i historien som et skelsættende møde imellem Danmark og den arabiske verden - med gensidig nysgerrighed og respekt som bærende byggesten. Det bliver i år fejret med 250-års jubilæet for Den Arabiske Rejse".

Aftenens event er inddelt i en tre-trins-raket, hvor første del afvikles fra kl. 19.30-21.00. Her vil Koncerthusets nederste foyer bliver omdannet til et historisk 1700-talsmøde mellem Europa og Arabien - med troværdige rekvisitter og sceneopsætning. De øverste foyer omdannes til fremtiden, hvor libanesiske
kunstnere vil demonstrere graffiti inspireret af Niebuhr, og der vil være chillout-stemning i form af vandpiber, litterært kulturmøde mellem Mette Moestrup og Shadi Angelina Bazeghi og udstilling om Den Arabiske Rejse.

Den anden del afvikles fra kl. 21.00-22.00, hvor der vil være klassisk battle. Her møder Vivaldi den klassiske orientalske musik, når DR UnderholdningsOrkestret spiller op mod The Kairo Oriental Thakt. Efterfølgende battler Annisette med Walid Hedar – bakket op af blandt andre DR UnderholdningsOrkestret og The Kairo Oriental Thakt med flere.

Sidste del afvikles fra kl. 22.00-03.00. Efter mødet i Koncertsalen indtrædes klubscenen af sangere, musikere og dj's, som vil være kombineret på alternativ vis, blandet med gæstesolister og arabiske undertoner. Fra det musikalske lineup på clubscenen kan nævnes Jenny Wilson (billedet), Djuna Barnes, Simona Abdallah, Josephine Phillip, Kidd, Middle East Peace Orchestra, Lady Smita, Ladybox, Zaki, og Waqas.


Aftenens guide vil være Rasmus Botoft.

"Den Arabiske Rejse - ekspeditionen" afvikles i Koncerthuset den 17. september kl. 19.30-03.00.

Billetter kan købes her.


ANNONCE