Nyhed

Mads Langer tager på turné

Den danske sanger pakker guitaren og drager på Danmarks-turné til november

Den 27-årige sanger og sangskriver Mads Langer turnerer i Danmark i november og december.

I 2006 debuterede Langer med albummet "Attention Please", den selvbetitlede opfølger udkom i 2009, og treeren "Behold" udkom tidligere i år. Blandt numrene finder man blandt andet hittet "You're Not Alone", som 2010 viste sig at være det mest spillede nummer på P3 og P4 ifølge KODA. 

Album nummer tre "Behold" er ifølge en pressemeddelelse et resultat af den konstante strøm af musik og lyrik, som Mads Langer har flydende i sit hoved. For i alt 80 sange var i spil, inden han fandt frem til de 12 udvalgte.

"Jeg har taget en chance, for jeg har haft et enormt behov for at skære alt ind til kernen af mit udtryk. Derfor har jeg indspillet vokal og guitar eller klaver først og gerne kun enkelte gange, og så er resten bygget udenom", lyder det fra Mads Langer i pressemeddelelsen.

Albummet som blandt andre er blevet skabt i samarbejde med Mikkel Damgaard, Søren Balsner, Martin Terefe og Ethan Allen, modtog tre ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez, som blandt andet skrev:

"Mads Langer har scoret sig et gedigent hit med sin noget tandløse fortolkning af Olives "You're Not Alone", og har man hang til mere af samme skuffe, eller er fan af Langers tidligere arbejde, kan man roligt finde læderet frem og investere i "Behold", der gennemgående er Mads Langer, som vi kender ham".

Mads Langers Danmarks-turné bærer samme titel som det seneste album, nemlig "Behold"-tour, og planen lyder som følger:

16.11.11 Koncerthuset, København
17.11.11 Tobakken, Esbjerg
19.11.11 Nordkraft, Ålborg
20.11.11 Musikhuset Århus, Århus
26.11.11 Musikhuzet Bornholm, Rønne
30.11.11 Fermaten, Herning
01.12.11 Posten, Odense C
02.12.11 Vershuset, Næstved
03.12.11 Godset, Kolding

Billetter kan erhverves via GAFFA Live og de respektive spillesteders hjemmesider.

Som en bonus til alle Langer-fans kan man opleve ham optræde på Plænen i Tivoli på fredag den 19. august kl. 22.00.

ANNONCE