Christian Brorsen bliver ny musikchef på Montmartre og overtager dermed pladsen fra Benjamin Koppel
Sidste uge kunne GAFFA berette, at Benjamin Koppel fratrådte stillingen som musikchef på Montmartre. Den bliver nu overtaget af Christian Brorsen. Det bliver dermed endnu en fagperson, der kommer til at stå i spidsen for den berømte jazzklub i Store Regnegade i København. Christian Brorsen er både direktør for pladeselskabet Bro Recordings og bestyrelsesformand for The Ben Webster Foundation og har desuden arrangeret flere koncerter for Fuglsang Herregård med navne som blandt andet Stefano Bollani, Adam Nussbaum, Steve Swallow og Lars Jansson. Rune Bech, der er administrerende direktør for Montmatre, udtaler følgende om Christian Brorsen:
"Christian er én af de mest dedikerede kræfter i dansk jazzliv og har arbejdet sammen med en lang række af jazzscenens mest interessante musikere gennem tiden. Det glæder mig meget, at Christian nu i endnu højere grad vil bidrage til Montmartres fortsatte succes med sin store erfaring, indsigt og sit vidtrækkende netværk."
Som nævnt i GAFFAs artikel om Benjamin Koppels fratrædelse, så udførte Benjamin Koppel ifølge ham selv en række tiltag, der skulle udmønte sig i økonomisk sikkerhed for Montmartre de næste tre år. Christian Brorsen kan altså tilsyneladende overtage posten uden de store problemer.
I efteråret sætter Christian Brorsen blandt andre John Scofield, Kenny Barron, Kenny Garrett på Montmartres plakat.