Nyhed

Oscar Danielson og Turbulens giver koncert i Aarhus

Den svenske sangskriver og det aarhusianske alt-folk-band gæster den jyske hovedstad med en koncert på Musikcaféen til september

Den svenske sangskriver Oscar Danielson udgav i år sit femte album "Stockholm i Mitt Hjärta", som blev anmelderrost på hjemmebanen.

I en pressemeddelelse beskrives albummet således: "Som altid kredser albummet om en stille mands plads her i verden – denne gang midt i livet. Man har barn, man har solgt sin sjæl, man længes væk, man længes hjem".

Danielson udgav sit debutalbum "Schysst & Populär" i 1996, og har efterfølgende udgivet tre album i henholdsvis 2001, 2004 og 2007 og altså senest i år.  


Til september får man muligheden for at opleve Oscar Danielson når han drager på turné i Danmark, blandt andet i forbindelse med en række dobbeltkoncerter med det aarhusianske alternative folk-orkester Turbulens.

Til efteråret udgiver Turbulens deres tredje fuldlængde album "Fra Den Ene Til Den Anden". Siden 2003 har orkestret indspillet med en længere række af landets digtere.

Koncerten med Oscar Danielson og Turbulens finder sted på Musikcaféen i Aarhus den 19. september.


 

ANNONCE