Nyhed

Simon Kvamm giver gratis råd

Til september kan alle unge u-udklækkede sangskrivertalenter få gode råd og feedback på deres sange

Simon Kvamm, der til dagligt kendes som den ene halvdel i nu pauseholdende De Eneste To, forsanger i Nephew og morsom mand i Drengene Fra Angora, vil være mentor på DRs sangskriversite i september måned. Her fortæller han blandt andet om Nephews tekster og om udarbejdelsen af hittet "007 Is Also Gonna Die".  

Sangskriversitet fungerer også som et forum, hvor man kan uploade sine sange og derefter modtage kritik fra andre brugere, og Kvamm vil ligeledes give feedback på udvalgte sange.

Birgit Bergholt som er projektleder for "Syngelyst" forklarer til DR:


"Mange unge kaster sig ud i at skrive sange i disse år, og sangskriverklubberne har ventelister. Men samtidig er der også mange, der famler sig lidt frem og lige skal finde ud af, hvordan man bedst gør. Det er nogle af dem, vi gerne vil hjælpe med DRs sangskriversite, der er en del af den treårige Syngelyst-kampagne, som DR og tre ministerier står bag".

Om sin rolle som mentor udtaler Simon Kvamm:

"Da jeg startede med at skrive sange, ville jeg selv have været glad for sådan et mentor-tilbud. Jeg ville selv have benyttet mig af muligheden for at høre, hvad andre havde at sige om min musik, hvis jeg ellers havde haft tilstrækkelig selvtillid til at uploade mine sange. For det er jo en sårbar ting og en voldsom overvindelse blufærdighedsmæssigt at smide ens sange i hovedet på andre. Når unge sangskrivere alligevel tør det, vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe dem med nogle gode råd i dag".


I oktober måned overtager Tim Christensen pladsen, og til november afløser Kristian Leth og Annika Aakjær.

ANNONCE