GAFFAs indie-med-mere-anmelder fortæller om sine musikalske favoritter fra 2011
Året er ved at gå kraftigt på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres musikalske favoritter fra 2011. Her gælder det GAFFAs indie-med-mere-anmelder Erik Barkman. Du kan høre hans playliste på Spotify.
Album udland
1. Josh T. Pearson: Last of the Country Gentlemen
Den tidligere Lift To Experience-frontmands (billedet) debut er en mavepuster af et singer/songwriter-album. Lange, forpinte sange vokser ud af Pearson som skægget på hans hage, kun tilsat en guitar og lidt violin fra sublime Warren Ellis (Bad Seeds). Ikke lettilgængelig, til gengæld uforlignelig.
2. Feist: Metals
Hidtil bedste album fra den canadiske sanglærke. 12 fornemt arrangerede hymner sunget så smukt, som kun Feist kan gøre det. Et stærkt vanedannede album, der holder til mange gennemlytninger.
3. Thursday: No Devolución
De herhjemme så kriminelt oversete emorockeres nyeste er lavet i samarbejde med Flaming Lips-producer Dave Fridmann, og det høres. "No Devolución" er et svimlende ambitiøst og velspillet rockalbum, hvor alt fra støjrock og shoegazer til progressiv rock og posthardcore hældes ned i Thursdays skoldhede smeltedigel.
4. James Blake: James Blake
Med "James Blake" leverede den hypede brite af samme navn i dén grad varen. Albumdebuten er spækket med soulet og minimalistisk popmusik i udsøgt særklasse. Et af den slags udspil, der giver dig fornemmelsen af at være vidne til blomstringen af noget helt unikt.
5. The Weeknd: House of Balloons
Canadiske Abel Tesfayes anmelderroste – og gratis – download-debut er begavet R&B med noget på hjerte. Med indie-samples og blåtonet minimalisme besynger The Weeknd dagen derpå i en række vedkommende sange om desillusion og dysfunktionel kærlighed.
6. True Widow: As High As The Highest Heavens And From The Center To The Circumference Of The Earth
Slæbende langsom dommedagsmetal tilsat fjerne, drømmende englevokaler. True Widows lyd er helt deres egen og ualmindeligt fascinerende, hvis man giver den chancen. En næsten hypnotisk oplevelse for eventyrlystne rockhoveder.
7. tUnE-yArDs: Who Kill
Charmerende popsange pakket ind i pilskæve arrangementer. Eneren Merrill Garbus leger sig gennem sit andet udspil som tUnE-yArDs, og resultatet er en af årets mest charmerende plader, lystig og legesyg, munter og medrivende.
8. Tom Waits: Bad As Me
Nyeste album fra den uforlignelige veteran med whiskystemmen rummer lidt af alt det, der gør manden så god. "Bad As Me" kommer hele vejen rundt i Waits' udtryk, fra nænsomme ballader til flossede rock-brøl. Et af de bedste album fra dén kant i nyere tid.
9. Dum Dum Girls: Only In Dreams
Medrivende Raveonettes-rock med en understrøm af mørke, der gør sangene svære at slippe. Dum Dum Girls' nyeste fortjener et langt større publikum, end den øjensynligt fik: Der er ikke én svag sang på det her album.
10. Iron & Wine: Kiss Each Other Clean
En af tidens bedste singer/songwritere med et strømlinet og stærkt album, omend måske ikke hans bedste. I bagklogskabens lys kunne tiendepladsen fint være gået til Atlas Sounds "Parallax" eller Van Hunts "What Where You Hoping For?" eller ...
Album Danmark:
1. Raveonettes: Raven in the Grave
Sune Wagner og Sharin Foos hidtil mørkeste, mest inderlige og størst anlagte album er også deres bedste. Det klæder duoen at pakke ironien væk og følge den dunkle understrøm i deres udtryk helt til dørs, og sange som "Forget That You're Young" og "Recharge And Revolt" er i international særklasse.
2. The Migrant: Amerika
Topcharmerende og overset singer/songwriter-album fra tidligere Elephants-frontmand. Som en slags lo fi-Sufjan Stevens kombinerer The Migrant storladne arrangementer med skæve indfald, stærke melodier og underspillet patos, og "Amerika" var en af årets store positive overraskelser.
3. Iceage: New Brigade
Postpunk anno 1978 – fuld fart frem og pyt med finesserne. Med "New Brigade" fandt Iceage en lyd så rendyrket og kompromisløs, at selv det store udland spidsede ører, og det var fuldt fortjent. Et hæsblæsende brøl fra en ny, desillusioneret generation.
4. Euzen: Sequel
Medrivende og overskudspræget art pop fra Valravns Christopher Juul og Maria Franz. Sammen sætter de overlæggeren så tårnhøjt, at det næsten kun kan gå galt, og springer så let og graciøst over på den anden side. Hatten af for det!
5. Thulebasen: Gate Five
Vital og medrivende støjrock fra én af årets danske indie-darlings. Hvis undertegnede havde været flittigere til at høre dansk musik i året, der gik, havde listen nok set lidt anderledes ud, men "Gate Five" er en stærk debut og et skulderklap – og lyt! – værd.
