Den færøske troubadour fortæller om sine fem musikalske favoritter fra 2011
Året er ved at gå kraftigt på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres fem musikalske favoritter fra 2011. Vi lægger ud med Teitur, der i 2011 har givet en stribe koncerter i ind- og udland. Du kan høre Teiturs playliste på Spotify.
Ars Nova Copenhagen & Paul Hillier: The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen.
Ars Nova og Paul Hillier dokumenter vigtig dansk musik på det højeste niveau. Det er smukt, mærkeligt og stor kunst fuldt af overskud. Et kig ind i fremtidens musik, selv om det er skrevet for snart mange år siden. Super flot indspilning og musiceren.
Ane Brun: It All Starts With One.
Ane har været en nær ven i snart ti år. Jeg er meget stolt af hende. Det føles som om hun giver helt slip på denne udgivelse. Som hun træder frem og deler mere. Pladen er også produceret af en anden god ven, Tobias Frøberg - han har spillet opvarmning for mig i op til hundrede koncerter. Derfor betyder albummet meget for mig. Anes store koncerter er alle udsolgte over hele verden, og albummet har fået udsædvanligt gode anmeldelser. Hun har fundet et større publikum for længe siden på den rigtige måde. Selv om hun aldrig rigtig har slået igennem i Danmark. Nomineret til årets Nordic Music Prize.
Nico Muhly: A Good Understanding: Los Angeles Master Chorale.
Når iPodden er på shuffle, og dette kommer på er det altid: Woah, hvad er dette her? Han er kun 31 år og har allerede skrevet 3 operaer, bl.a. til Metropolitan Opera. Det er generøst og fuldt af legesyge og nysgerrighed. Et godt eksempel på at der findes nytænkning derude som har vendt skuden imod fremtidens musik. Nico er en god ven. Jeg er stor fan af ham og miljøet omkring ham.
Kate Bush: 50 Words for Snow.
Bare som sangskriver er Kate Bush langt længere fremme i skoene end de fleste. Hun har en pragtfuld fantasi og et stort lærred. F.eks sangen "50 Words for Snow" er Kate Bush og en mandig stemme som læser op 50 ord for sne. Omkvædet er nu er der kun 32 ord tilbage, der er 50 ord for sne og nu er der kun 12 ord tilbage, der er 50 ord for sne osv. De fleste sange er op til 10 minutter, og man bliver ført trygt igennem dem.
David Sylvian: Died in the Wool (Manafon Variatons)
Dette er en slags musik som kun findes, fordi at man kan indspille, dvs. det er et rigtigt studio-album. Det er lydarkitektur og lyd-kunst. David Sylvian har en helt speciel stemme. Dai Fujikura og andre meget dygtige mennesker har lavet lydkollager til hans digtoplæsning som kommer rundt at kæle i alle frekvensområder. Det er atonalt, stille, stort og luksuriøst. Ja, det tager lang tid før man kommer ind under huden på det, men det gør store flerfacetterede ting af natur. Også noget som jeg synes peger ud i fremtiden.