Forsangeren giver næring til spekulationer om Guns N'Roses-reunion i nyt interview
I det kommende år bliver Guns N'Roses indlemmet i The Rock'n'Roll Hall of Fame; en ceremoni som ofte har givet anledning til midlertidige gendannelser af diverse hedengangne konstellationer. Det har naturligvis sat gang i spekulationer blandt de mange fans, som gerne så Axl Rose - som idag kører bandet videre som eneste originale medlem - genforenet med sine gamle makkere på scenen.
Og i et nyt interview med L.A. Times bedyrer Rose, at han slet ikke er afvisende overfor idéen - selvom det bliver uden trommeslager Steven Adler og rytmeguitarist Izzy Stradlin:
-"Det eneste, der ville fungere, var med Duff (McCagan, red.) og Slash. Og det er virkelig ikke fordi, jeg har noget imod Izzy og Steven. Steven vil muligvis gerne, men de gutter, jeg arbejder sammen med nu arbejder virkelig hårdt, det er virkelig hårdt arbejde. Jeg har turneret med de andre fyre og har også set, hvad de har haft gang i siden, og jeg kender bare problemerne. Så det vil ikke være en fuld genforening".
Axls største betænkelighed ved gendannelsen er dog udsigten til, at grådige branchefolk vil slå mønt på foretagendet:
"Jeg har blandede følelse omkring hvad Rock and Roll Hall of Fame egentlig er, men på den anden side betyder det en masse for mange folk - vores fans - og de er glade (for indlemmelsen, red.). Så det har jeg ikke lyst til at tage fra dem. (...) Alle de her managere tror kun på en eneste ting - at sælge en genforenings-turné og få deres kommission. Det er bare et telefonopkald. En halv dags arbejde, eller hvor længe de nu vil blive ved med at overbyde hinanden. De får deres kommission og er ligeglade med, hvis det falder til jorden".