Kritikerrost folksanger i lettere overraskende sammenhæng
Normalt markerer Justin Vernon, som er synonym med det følsomme folk-foretagende Bon Iver, sig på akustisk guitar og gennem sin ekspressive stemme. Men i det kommende år dukker han sammen med sit band op på en fitness-dvd udgivet af hans personlige træner Jeff Rodgers.
Makkerne mødte hinanden for flere år siden, da de spillede på samme basketball-hold. Her noterede Rdogers sig, at der var et eller andet galt med Vernons fysik. Og ganske rigtigt; Wisconsin-sangeren viste sig at lide af iskias, en smertefuld lidelse i iskias-nerven.
Rodgers tilbød at vise Vernon nogle relevante øvelser, og snart benyttede hele bandet sig af den anviste træning, når de var på landevejen.
Og nu har Rodgers udgivet en trænings-dvd betitlet On the Road, hvor Vernon og band figurerer, ligesom en af deres sange er inkluderet. På Rodgers hjemmeside udtaler Vernong desuden, at den personlige træner har "hjulpet ham til at forstå sin krop". Se trailer for filmen her.