Nyhed

Gwar-guitarists dødsårsag fastlagt

Det var en hjertefejl, de dræbte 34-årige Cory Smoot i turnébussen sidste måned

3. november blev Cory Smoot (billedet) fundet død i Gwars tourbus, og nu er dødsårsagen endelig fastlagt, idet det er blevet klartgjort, at det var en lurende fejl omkring hjertets kranpulsårer, som tog livet af den blot 34-årige guitarist.

Smoot indtog rollen som Flattus Maximus i det 28 år gamle, Virginia-baserede kultband i 2002, og co-producerede albummene "Beyond Hell" (2006) og efterfølgeren "Lust in Space". De chokerede bandkolleger har valgt at fortsætte den igangværende, amerikanske turné som kvartet, og det er stadig uklart, om bandet - der optræder i groteske masker under forskellige alter ego'er - vil ansætte en afløser for Smoot.

Københavnsk koncert


Det ligger dog tilsyneladende stadig fast, at gruppen optræder i Amager Bio den 27. januar. Egentlig skulle bandet have optrådt på konkursramte The Rock, men nu bliver det altså i stedet det traditionsrige amagerkanske spillested, som kommer til at lægge scene til de resterende bandmedlemmers koncert.

I forbindelse med det uventede dødsfald udsendte Gwars frontmand Dave Brockie - alias Oderus Urungus - følgende erklæring til metal-sitet Metal Sucks:

"Det er med en følelse af stort tab og tragedie at medlemmerne af Gwar må annoncere, at deres mangeårige guitarist og elskede ven Cory Smoot, blandt tusinder af metalfans kendt som Flattus Maximus, er gået bort. Cory blev fundet død imorges, mens bandet var ved at krydse en grænse".


Fans kan donere penge til Smoots enke og ufødte barn gennem Smoot Family Fund, skriver britiske NME.

ANNONCE