En af musikbranchens mere erfarne aktører indtræder i AIAIAI som bestyrelsesformand og investor
Det lille danske iværksætterfirma AIAIAI får selskab af en erfaren mand fra musikbranchen i form af Michael Ritto, der indtræder i fimaet som bestyrelsesformand og investor.
AIAIAI er kendt for sine hovedtelefoner og for sit samarbejde med Apple, og AIAIAI-medstifter Jacob Moesgaard lægger ikke skjul på sin glæde over det nye samarbejde med Michael Ritto.
"Det giver os en masse tyngde, at Michael Ritto går med som investor, og endnu vigtigere som medspiller i forhold til fremtidens udvikling. Jeg vil ikke lægge skjul på, at han var den første mand vi havde i kikkerten. Han kan bidrage med alt lige fra sparring og forretningsudvikling til viden omkring forhandlinger."
"Ritto har helt uvurderlig indsigt og forståelse for musikbranchen generelt. Blandt andet til de mekanismer der præger markedet, og som det tager mange år at opbygge kendskab til. Desuden har han erfaring med at bygge markeder op internationalt," siger Jacob Moesgaard.
Administrerende direktør i Nordisk Film
Michael Ritto var i sin tid med til at stifte Medley Records, som siden hen blev solgt til EMI. Her var Michael Ritto først dansk chef og senere nordisk EMI-chef. I 2004 grundlagde han sammen med Benny Bach selskabet MBO Group, der fungerede som en paraply-orgnisation indenfor musik- og underholdningsbranchen. Nordisk Film blev i 2005 medejer af MBO Group, og Michael Ritto fungede derefter som administrerende direktør i Nordisk Film i et par år. Siden 2008 har Michael Ritto været investor og partner i forskellige kreative virksomheden sideløbende med sin aktivitet i MBO's ledelse. MBO blev i september solgt til det multinationale pladeselskab Universal Music.
"I de seneste mange år har musikbranchen handlet om digitalisering og et faldende marked. Derfor har det været meget interessant for mig med en forretning, der ligesom musikbranchen i gamle dage også handler om papkasser med produkter, der skal flyttes fra A til B. Det vil sige, at jeg kommer tilbage til købmandskabet. Og det er – sammen med AIAIAIs kæmpe potentiale – baggrunden for mit engagement i denne spændende virksomhed," siger Michael Ritto.
Kreative høretelefoner
AIAIAI er en dansk virksomhed, der er startet i København i det tidligere A-huset på Islands Brygge. AIAIAI har fra 2006 været et kreativt kollektiv, som bestod af mere end 200 artister, musikere og designere. AIAIAI består i dag af fire partnere og en bestyrelsesformand i form afMichael Ritto. Visionen er at udvikle headphones, earphones og headsets med fokus på både lydkvalitet og design i samarbejde med de bedste folk inden for lyd og design.