Nyhed

NorthSide Festival offentliggør nye navne

Britiske The Kooks, Noah & the Whale samt den hjemlige eksportsucces Oh Land er på programmet på den århusianske festival

Denne sommer kunne man opleve store navne som Band of Horses og The Streets på den århusianske Northside Festival, og også næste sommer vil markante navne fra både ind- og udland indfinde sig på den det østjyske engareal Ådalen i Århus. Tidligere er Kashmir, The Stone Roses og franske Justice blevet annonceret, og nu føjes tre nye navne til programmet.

Det drejer sig om britiske The Kooks (billedet), som udgav deres tredje album i en godt ti år lang karriere, "Junk of the Heart" dette efterår. Da bandet besøgte Vega i november måtte der meldes totalt udsolgt, og godt og vel tusind skuffede fans stod på venteliste til eventuelt overskydende billetter.

Excentrisk folk


The Kooks får selskab af landsmændene i folk-inspirerede Noah & the Whale, som brød igennem i 2008 med hittet "5 Years Time, hvor forsanger Charlie Fink fik selskab af Laura Marling. Herhjemme har gruppen ikke mindst markeret sig med singlen "L.I.F.E.G.O.E.S.O.N." fra det seneste studiealbum "Last Night On Earth", som udkom i foråret og tildeltes fire stjerner fra GAFFAs anmelder, som karakteriserede gruppens aktuelle udtryk som "ligefrem, luftig poppet og mildt excentrisk folk".

Endelig har danske Nanna Øland, alias Oh Land, meldt sin ankomst, og efter den store succes med debutalbummet "Fauna" fra 2008 og ikke mindst opfølgeren "Oh Land" fra i år behøver hun næppe nogen nærmere introduktion. Sommerens århusianske koncert bliver en forholdsvis sjælden chance for at opleve sangerinden, som har travlt med at pleje en karriere i USA, hvor hun blandt andet har optrådt i The Dave Letterman Show og varmet op for navne som Katy Perry og Sia.

NorthSide Festival 2012 løber af stablen den 15.-17. juni, og billetter er tilgængelige via Billetlugen.dk. Via Northside.dk er det endvidere muligt at købe såkaldte kombi-billetter, som også giver adgang til årets Spot Festival.


 

ANNONCE