Den gendannede Manchester-gruppe har både indgået en aftale med Universal Music og Columbia Records
The Stone Roses' fans kan godt begynde at glæde sig. Den legendariske Manchester-gruppe med det lille bagkatalog, der fornyligt blev gendannet, har nu både skrevet pladekontrakt med Universal Music og Columbia Records.
Ifølge NME har Universal Music sikret sig rettighederne til The Stone Roses i Storbritannien og resten af verden på nær USA, hvor Columbia Records, der er ejet af Sony, har sikret sig rettighederne.
Nyheden kom på The Stone Roses Facebook-side, hvor de skrev:
"The Stone Roses er glade for at bekendtgøre, at de har underskrevet en pladekontrakt med Universal Music i London og med Columbia Records i New York."
Der er altså lagt i kakkelovnen til en ny Stone Roses-udgivelse, der i så fald vil følge op på gruppens seneste album "The Second Coming" fra 1994. NME skriver i den forbindelse, at det siges, at bandet indspiller nye numre under forberedelserne til sommerens koncerter.
The Stone Roses spiller ved NorthSide Festival 2012, der løber af stablen i Aarhus den 15.-17. juni.





