Nyhed

Emergenza skyder årets festival i gang

Talentkonkurrencen har premiere i morgen på Rust

Samme dag, som talentkonkurrencen KarriereKanonen kan offentliggøre, at den har modtaget 935 tilmeldinger, kan en anden talentkonkurrence Emergenza, minde om, at årets festival bliver skudt i gang i morgen, onsdag den 2. februar på Rust, under overskriften "Born to play live".

Emergenza er ifølge eget udsagn Danmarks største musikkonkurrence for upcoming bands og samtidig en afdeling af den internationale musikkonkurrence, der foregår i Europa, Rusland, Japan, Australien, Canada og USA.

Emergenza Festival har hele 117 deltagende danske bands i 2011. Disse bands skal igennem indledende runder, og de bands der går videre, skal spille semifinaler i henholdsvis Lille Vega i København og Voxhall i Århus, inden der i maj måned blændes op for vest-finale på Train og derefter øst/DK-finale i Store Vega i København, hvor et dommerpanel bestående af branchefolk udvælger dét band, der skal repræsentere Danmark i den nordiske finale.

De indledende runder løber af stablen følgende datoer og steder:
2., 3., 4., 5., 10., 11., 12., 24., 25., 26. februar på Rust
9,. 10., 11., 12. marts på Studenterhus Århus (Stakladen)

Et professionelt dommerpanel udpeger vinderne af den danske finale, og vinderbandet får en plads i den nordiske finale i Stockholm. Herfra går to nordiske bands videre til den internationale finale, som afholdes som en del af en musikfestival i Tyskland. Her er det muligt at løbe af sted med den helt store præmie, som er en tour i USA eller Europa efter vindernes eget ønske. Desuden kan man vinde en masse instrumentpræmier i både den danske og den internationale finale.

I Emergenza Festival går hele 50 procent af de deltagende bands videre fra de indledende runder til semifinalerne. For Emergenza er det vigtigt at lade mange bands gå videre fra de indledende runder og give dem muligheden for at optræde på et stort spillested, på en stor scene foran et stort publikum for at kunne udvikle sig.

Sidste år vandt Waldo & Marsha såvel den danske som den nordiske finale og nåede en fornem andenplads ved den internationale finale, kun overgået af japanske Hanatochiruran.

I 2005 blev den internationale finale vundet af et dansk band, nemlig Rock Hard Power Spray.

Læs mere på emergenza-festival.dk

ANNONCE