Nyhed

JBL Nite åbner på Bremen

JBL Nite starter en ny sæson op den 24. februar med Ayoe Angelica, Elou Elan og Anna Stengade

Den sidste onsdag i hver måned giver højttalerproducenten JBL nye navne chancen for at spille på Københavns musik- og comedyteater Bremen i forbindelse med arrangementet JBL Nite. Efter en uheldig vandskade mellem jul og nytår er Bremen klar med en ny sæson og årets første JBL Nite, der mod traditionen er på en torsdag aften. Arrangementet åbnes af tre kvindelige artister.

Den dansk/etiopiske sangerinde Ayoe Angelica er én af de tre kvinder. Hun har netop udgivet sit andet album "Dandelion", som hun har skabt i samarbejde med producer Mads B.B. Krog. Albummet vidner om Angelicas musikalske blanding af jazz, elektronika og soul.

Desuden kan man opleve den norsk/danske sangerinde og sangskriver Eva-Louise Rønnevigs soloprojekt Elou Elan. Rønnevigs musik befinder sig, rent genre-mæssigt, et sted mellem jazz, folk og pop. Hun har med Elou Elan opnået international interesse fra den engelske dj, pladesamler og radiovært på BBC Radio1, Gilles Peterson, som straks efter at have stiftet bekendtskab med musikken spillede det i sit radioshow.


Anna Stengade (billedet) er det sidste af tre navne, der åbner JBL Nite. Hendes elektroniske pop tæller forbilleder som David Bowie, Madonna og Beck. Stengade er tidligere deltager af talentkonkurrencen Starfighter og udgav i oktober sidste år sin debut-ep "Control". 

Læs mere om JBL Nite på www.harmannordic.com og www.facebook.com/JBLNites

Vanen tro er der gratis adgang til JBL Nite.


 


ANNONCE