Nyhed

As We Fight får ny, gammel forsanger

Laurits Medom vender tilbage til metalgruppen, der udgiver split-album med The Psyke Project under navnet Ebola

Som vi tidligere har nævnt, har de to danske metalgrupper As We Fight og The Psyke Project slået sig sammen i projektet Ebola, der 21. marts vil udgive et album bestående af to gange fem numre med henholdsvis As We Fight og The Psyke Project

As We Fight er i denne uge gået i studiet for at indspille deres bidrag med producer Jacob Bredahl i Dead Rat Studio i Århus. I den forbindelse har de skiftet deres forsanger ud, så de nu tager afsked med Esben Hansen. Til gengæld har de taget deres oprindelige forsanger Laurits Medom ind i bandet igen, efter at denne har været ude i tre år.
 
Bandet udtaler: "Efter tre albums glæder vi os til at gå uden om det traditionelle udgivelsesforløb og udforske nye muligheder med The Psyke Project i forbindelse med Ebola-samarbejdet. Samtidig har vi haft fokus på den rockede og dynamiske tilgang til musikken."
 
Følg med i As We Fight og The Psyke Projects kommende split-album-udgivelse på www.thisisebola.com

ANNONCE