Hard Rock Cafe lægger hus til de indledende runder af den internationale talentkonkurrence
I forbindelse med Hard Rock-brandets 40 års fødselsdag lægger den københavnske café for første gang hus til de indledende runder af den internationale talentkonkurrence "Battle of the Bands".
Til februar skydes konkurrencen i gang, hvor ni håbefulde bands skal dyste om at repræsentere Danmark i den internationale finale, hvor vinderen får muligheden for at optræde i Hyde Park i London. For at deltage i talentkonkurrencen skal de deltagende bands indsende et tilmeldingsskema og en demo med to originale sange til Hard Rock Cafe i København.
Her vil Hard Rock Cafe i samarbejde med radiostationen The Voice udvælge de ni danske bands som får mulighed for at stille op i konkurrencen. De indledende runder af konkurrencen vil finde sted på Hard Rock Cafe i København de følgende datoer:
torsdag den 10. februar
torsdag den 17. februar
torsdag den 24. februar
Til hver af de indledende runder udvælges en vinder. De tre vindende bands skal derefter konkurrere i den danske finale som afvikles torsdag den 3. marts.
For mere information om arrangementet samt tilmelding: se Hard Rock Cafes facebook-side, hvor der også er mulighed for at finde links til konkurrencens internationale side.
Demo og tilmeldingsskema skal være Hard Rock Cafe i hænde senest fredag d. 21. januar.