Nyhed

DR opretter sangskriverværksted

Tim Christensen, Steffen Brandt og Kira Skov er blandt de kunstnere, som vil give råd og vejledning i DR's nye forum for danske sangskrivere

DR åbner nu et nyt forum for håbefulde danske sangskrivere. Her er der mulighed for at få gode råd om sangskrivning og personlig feedback fra månedes mentor. Den første måneds mentor er sanger og sangskriver Steffen Brandt (billedet), som fra 1. februar vil kommentere udvalgte sange og rådgive sangskrivere.

Foruden Steffen Brandt vil kunstnere som Marie Fisker, Mads Nygaard (Sterling), Kira Skov og Tim Christensen i løbet af året stå til rådighed for de unge danske sangskrivere der har lyst til at deltage i forummet.

På siden kan man bl.a. også finde gode råd fra sangeren og sangskriveren Tobias Trier, som fortæller om alt fra det gode omkvæd til hooklines, genkendelse og overraskelse, riffs og meget andet. Her vil der også være en række af mentorerne, der fortæller om deres måde at skrive sange på.


Sitet er en del af DRs tre-årige Syngelyst-kampagne, som er støttet af Undervisningsministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet samt Kulturministeriet. Birgit Bergholt, der er projektleder for kampagnen udtaler:

"Sitet skulle gerne give for eksempel gymnasieelever og højskoleelever lyst til at kaste sig ud i sangskrivning og finde den indre sangskriver frem. Vi har allerede prøvet det af hos udvalgte gymnasieklasser i efteråret, og det blev en stor succes. Og de har allerede uploadet de første sange."

DR beskriver sitet som et digitalt mødested, der giver unge danske sangskrivere mulighed for at uploade deres sange på hjemmesiden og modtage konstruktiv kritik fra andre unge sangskrivere og "månedens mentor", som hver måned vil være en anerkendt dansk sangskriver. Birgit Bergholt forklarer yderligere:


"Det drejer sig ikke om, at DR nu vil lære de unge at snedkerere et sikkert hit. Derimod handler det om at hjælpe dem til at udtrykke sig i sang og musik."

Fra d. 1. februar vil TV-2s Steffen Brandt være "månedens mentor", som giver feedback på tolv udvalgte numre. Brandt vil dele ud af sine egne erfaringer med sangskrivning og give gode råd til de nye danske sangskrivere. Brandt giver allerede nu en anbefaling:

"Et godt råd til nye sangskrivere er at finde det punkt i en selv, man skriver ud fra. Og så være loyal overfor sit udgangspunkt. Kig på f.eks. på nyere sangskrivere som Mouritz/Hørslev projektet, Tina Dickow, Annika Aakjær, Maria Key og i en helt anden genre: Medina."


Besøg DR's nye sangskriver-forum allerede nu og få gode råd om sangskrivning.

ANNONCE