Nyhed

L.O.C. til Roskilde

Den århusianske rapper er årets første tilføjelse til programmet for Roskilde Festival 2011

Liam O'Connor udsender 14. marts sit femte soloalbum, og i dag offentliggør Roskilde Festival ham som det første danske navn til årets festivalprogram.

Rapperen er om to måneder aktuel med albummet "Libertiner", som han tidligere har beskrevet således:

"Libertiner er min hyldest til vores smukke ignorance, og den fantastiske afvigende adfærd den fører med sig. Det er ufiltrerede tanker fra en egoist med det synspunkt, at selvdestruktiv er det nye glad".


Dermed er der altså ny musik i bagagen, når han indtager den dyreskueplads i Roskilde til sommer, hvor han tre år tidligere gav en koncert på Orange Scene. Her spillede han en rost koncert, hvor han blandede materialet fra bagkataloget med Jokerens "Havnen" og Nephews "Hospital".

Hvad L.O.C. har i posen denne gang vil tiden vise, men indtil da kan han i hvert fald bryste sig med at være eneste danske navn på en festivalplakat, hvor man også finder Iron Maiden, Kings Of Leon og The Tallest Man On Earth.

Roskilde Festival afvikles i år i dagene 30. juni til 3. juli med warm-up fra 26. til 29. juni. Billetter kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE