Nyhed

Raekwon udgiver nyt album

Wu-Tang Clan-rapperen udgiver "Shaolin vs. Wu-Tang" 8. marts, og nu er tracklisten blevet offentliggjort

Efterfølgeren til Raekwons storroste soloalbum "Only Built 4 Cuban Linx... Pt. II" udkommer 8. marts i år, og nu er tracklisten til albummet blevet offentliggjort.

På det kommende album får Raekwon blandt andet besøg af Nas, Method Man, Black Thought fra The Roots og Rick Ross. Det er første gang siden udgivelsen af Raes første soloudgivelse "Only Built 4 Cuban Linx" i 1995, at Nas arbejder så tæt sammen med Raekwon. Rae er tilsyneladende stadig inspireret af de klassiske kung fu-film, og således hedder det nye soloudspil "Shaolin vs. Wu-Tang".

Raekwon er medlem af det ni mand store hiphopkollektiv Wu-Tang Clan fra Staten Island, New York City. Klanen udgav senest albummet "8 Diagrams" i 2007 og regnes for en af de mest indflydelsesrige hiphopgrupper i nyere tid. Udover Raekwon tæller medlemmerne RZA, GZA, Method Man, Ghostface Killah, Inspectah Deck, U-God, Masta Killa og indtil 2004 Ol' Dirty Bastard. ODB døde desværre i slutningen af 2004 af en overdosis.


Raekwon regnes af mange som en af de mest populære Wu-Tang-rappere, og da hans tidligere plade "The Lex Diamond Story" udkom i 2003, gav GAFFAs Christian Grubert det fire stjerner. Den kommende soloplade er rapperens femte og samtidig hans tredje projekt på to år. Rae the Chef er en flittig gæst på sine venners albums og medvirker således blandt andet på Kanye Wests nummer "Gorgeous" fra Wests roste plade "My Beautiful Dark Twisted Fantasy" og på et væld af andre samarbejder med især de øvrige medlemmer af Wu-Tang Clan.

Tracklisten til "Shaolin vs. Wu-Tang" er som følger:

1. Shaolin Vs. Wu-Tang
2. Every Soldier In The Hood (feat. Method Man)
3. Silver Rings (feat. Ghostface Killah)
4. Ferryboat Killaz
5. The Scroll
6. Masters Of Our Fate (feat. Black Thought)
7. Rich And Black (feat. Nas)
8. Butter Knives [Prod. by Bronze Nazareth]
9. Crane Style (feat. Busta Rhymes)  
10. Chop Chop Ninja (feat. Inspectah Deck & Estelle)
11. From The Hills (feat. Method Man & Raheem DeVaughn)
12. Last Train To Scotland (feat. Lloyd Banks)
13. Rock N Roll (feat. Jim Jones, Ghostface Killah, & Kobe)
14. Molasses (feat. Rick Ross & Ghostface Killah)
15. Dart School
16. Snake Pond
17. Wu Chant (Outro)


Raekwons femte soloudspil, "Shaolin vs. Wu-Tang", bliver udgivet 8. marts.

ANNONCE