Det skotske orkester arbejder på nyt og lægger vejen forbi Danmark til juni
Kansas City kom i 2007 til Odense, og til sommer kommer der for en aften lidt mere western stemning i den fynske by, når Texas lægger vejen forbi Den Fynske Landsby for at give koncert. Det skotske band med det amerikanske navn går på scenen 9. juni.
Sharleen Spiteri har siden 1988 stået i front for Texas, der allerede året efter brød igennem med singlen "I Don't Want A Lover" fra bandets debutalbum. De efterfølgende to udgivelser havde dog ikke helt så stor succes, men efter en pause på nogle år midt i 90'erne kunne de i 1997 komme tilbage med en mere poppet stil på "White On Blonde" og score endnu et hit.
Både "White On Blonde" og efterfølgeren "The Hush" gik nummer et i England og genererede singler som "Say What You Want", "Halo", "In Our Lifetime" og "Summer Son", der også var hits her i landet. Siden er kommet to udgivelser, og der skulle desuden være endnu et album på vej.
Så mon ikke det bliver en god blanding af nyt og gammelt, når Texas går på scenen foran omkring 2000 gæster i Den Fynske Landsby 9. juni. Billetsalget til koncerten starter på Billetnet og Danbillet mandag 31. januar klokken 10:00.