NIN-frontmanden vandt en af de fire priser, der i nat blev uddelt til filmen "The Social Network"
Trent Reznor var sammen med Atticus Ross nomineret til en Golden Globe, der i nat blev uddelt til en ceremoni i Beverly Hills. Nomineringen var for soundtracket til filmen "The Social Network", der var nomineret i seks kategorier og indkasserede fire inklusive en, som gik til Reznor og Ross.
Det er foreningen Hollywood Foreign Press Association, en forsamling af internationale journalister i USA som dækker den amerikanske mediebranche, der står bag Golden Globes-uddelingen, der er blevet afviklet årligt siden 1944.
De havde i år blandt andet nomineret erfarne kræfter som Danny Elfman ("Alice in Wonderland") og Hans Zimmer ("Inception") i kategorien Best Original Score, men det blev altså Nine Inch Nails-frontmanden og hans musikalse makker, der i nat kunne gå på scenen for at hente deres Golden Globes.
I en kort takketale sagde Reznor, at han for et år siden ikke anede, at han ville få mulighed for at lave soundtracks, så at stå på scenen og modtage en pris var meget surrealistisk. Inden showet sagde han desuden til New York Times:
"Jeg tror, filmen har en meget mere markant indflydelse på samfundet end noget musik lige nu. Det betyder ikke, at jeg ikke synes at musik er meget vigtigt, men musikbranchen har i høj grad gjort alt den kunne for at mindske vægten og vigtigheden af musik som kunstform, fordi den er blevet så kommerciel til det punkt, hvor den bliver belønnet for at være forgængelig og indholdsløs. Så at se hvor meget opmærksomhed vi har fået for vores soundtrack i forhold til et album, det har været interessant at observere på afstand".
Den anden musikalske kategori, Best Original Song, blev vundet af Diane Warren, som havde skrevet sangen "You Haven't Seen The Last Of Me" til filmen "Burlesque".
Med nattens sejr er der gode chancer for, at Reznor og Ross også vil blive nomineret til en Oscar for deres soundtrack. Årets nomineringer til den pris offentliggøres 25. januar.