Black Eyed Peas-rapperen skal udvikle nye måder at kommunikere, informere og underholde på
Intels nye direktør for kreativ innovation hedder Will.i.am.
Den syvdobbelte Grammy-vindende Black Eyed Peas-rapper blev repræsenteret som ny mand hos IT-firmaet Intel til en pressekonference i Anaheim, og ifølge hans nye chefer skal han sammen med forskere og programmører udvikle nye måder at kommunikere, informere og underholde på.
Fascinationen og interessen for teknologi spiller en væsentlig rolle i Will.i.am's professionelle og personlige liv, og derfor har han indgået dette flerårige, kreative og teknologisk innovative samarbejde med computerfirmaet Intel Corporation.
Will.i.am er bedst kendt som musiker, producer og forsanger i The Black Eyed Peas, men Will.i.am er også innovatør, teknologifan, entreprenør og filantrop. Derfor føler IT-virksomheden, at han vil passe fint ind i firmaet, da det var en Intel-medarbejder, der i 1971 som den første opfandt mikroprocessoren. Det skete otte år før IBM producerede den første computer, og single chip CPU'en var en 4-bit processor 740kHz. Ikke imponerende nu, men innovativt i 1971.
Afsløringen af den nye direktør kom på Intel-messen i Anaheim Convention Center i USA, hvor nyheden blev afsløret på en pressekonference, og Will.i.am stolt fremviste sit Intel ID-badge. Will.iam sagde på konferencen:
"Næsten alt, hvad jeg laver, har at gøre med processorer og computere, og når jeg ser en Intel-chip, tænker jeg på alle de kreative hjerner, der er involveret i og bidrager til at forstærke min egen kreativitet. Det bliver fantastisk at samarbejde med Intels forskere og programmører og sammen udvikle nye måder at kommunikere, skabe, informere og underholde på".
Deborah Conrad, der er Intels vicedirektør, tilføjede:
"Vi er glade for at kunne nyde godt af den grænseløse kreativitet, som Will.i.am bringer til bordet. Han er ikke blot en enestående kunstner og producer, men også en person, der formår at skubbe til grænserne for teknologiens formåen, både fagligt og personligt. Vi deler en stærk interesse i innovation af musik, kunst og livsstil, og er glade for sammen at kunne etablere en autentisk, følelsesmæssig forbindelse med brugerne af teknologi".
Før han mødte Black Eyed Peas, gik Will.i.am på Fashion Institute of Design & Merchandising i Los Angeles. I 2001 begyndte han at designe sin egen tøjlinje, i.am, og han har også designet tøj til Black Eyed Peas.
Med Black Eyed Peas har han senest udgivet albummet "The Beginning" i 2010.





