Nyhed

Björk er klar med nyt

Den islandske kunstner frigiver nu en applikation i forbindelse med sit kommende album, som udkommer til september

Tidligere på året skrev vi her på GAFFA, at den islandske avis Fréttablaðið havde talt med Björk, som fortalte, at hun var for overtroisk til at ville afsløre alt for meget om sin kommende udgivelse. Hun afslørede dog, at en af sangene er inspireret af en konference, hun deltog i. Den var arrangeret af National Geographic, og her mødte hun mennesker, der havde boet i Afrika i årevis og studeret løver og insekter. Efter at have drukket lidt whiskey med nogle af dem en aften, kom der nogle historier på bordet, hvilket altså har inspireret til en sang på det kommende album.

Siden hen har det syvende soloalbum, som er efterfølger til Volta fra 2007, fået titlen Biophilia. Sangerinden har netop annonceret at det kommende album er et multi-medie-projekt i den forstand, at man allerede nu kan hente en applikation, der fungerer som en platform, hvor albummets ti sange vil være til rådighed som specielle audiovisuelle funktioner, skriver gigwise.com. 

GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen tildelte Volta hele seks ud af seks stjerner og gav anmeldelsen overskriften "Den islandske vulkan erklærer atter uafhængighed i et voldsomt udbrud".

Applikationen kan downloades fra App Store via iPad, iPhone og iPod touch.

I mellemtiden er Pulse Films ved at filme en 90 minutters lang dokumentarfilm, der omhandler Biophilia-projektet. 

Biophilia sendes på gaden tirsdag den 27. september.

ANNONCE