Nyhed

Efterklang samler ind til Afrika

Den danske gruppe bakker op om Røde Kors' hjælp til berørte af tørken i det østlige Afrika

Tørken i det østlige Afrika har allerede kostet tusindvis af mennesker livet. Efterklang har startet en indsamling via Røde Kors for at hjælpe de 10 millioner mennesker, som tørken berører.

Gruppen har selv støttet med 10.000 kroner og håber på hjælp fra alle interesserede, så de kan ende på i alt 20.000 kroner.

Det østlige Afrika (Afrikas Horn) er ramt af den værste tørke i 60 år, og mennesker sulter. Røde Kors er i fuld gang med at uddele mad og vand, men behovet er stort. Tusindvis er allerede flygtet, og børn er ramt af underernæring og risikerer dermed varige skader.

Der er 100 indsamlinger i gang, hvor 89 af dem er private indsamlinger, og de resterende 11 er teams/virksomheder. Der er på nuværende tidspunkt indsamlet 114.578 kroner, og Efterklang placerer sig blandt topindsamlingerne med et beløb på 18.400 kroner.

Hvis du ønsker at bakke op om Efterklang og Røde Kors' støtte, kan du give dit bidrag her.

 

ANNONCE