Nyhed

Rap slam i Aarhus

Rap slam, som er en krydsning mellem freestyle-rap-battles og poetry slam, kan opleves til oktober på Svalegangen

Freestyle-rap-battle-konceptet, altså improviserede rapdueller, har igennem de senere år opnået stor popularitet på den danske hiphop-scene, ikke mindst takket være konkurrencen MC's Fight Night. Men et andet rapfænomen er nu også kommet til Danmark.

Det drejer sig om rap slam, hvor rapperne også battler mod hinanden, men hvor man har skrevet sine vers på forhånd, hvilket ifølge bagmændene sætter mere fokus på teknik, rim, ordspil, metaforer med videre.

Luxshan Ratnaravi er medarrangør af en sådan rap slam-battle, der finder sted på Teater Svalegangen i Aarhus til oktober.


"Det er utroligt underholdende og lærerigt at opleve live. Det er på tide, at det danske publikum får øjnene op for dette", fortæller han i en pressemeddelelse.

Rap slam-disciplinen er ifølge Luxshan Ratnaravi voksende i USA og Sverige, og snart rammer konceptet Aarhus.

Konceptet går ud på, at rapperne kæmper mod hinanden, 1 mod 1 eller 2 mod 2, med de vers, de har skrevet hjemmefra. Kravene til leveringen bliver dermed skærpet, og fokus bliver ændret. Scenen er midt imellem publikum, og der er hverken musik eller mikrofoner.


Arrangement "Rap slam - en hybrid mellem rap battle og poetry slam" finder sted torsdag den 13. oktober kl 20.00 på Off the Records-scenen, Teater Svalegangen, Aarhus.

Entré: 40 kr.

Se et eksempel på rap slam fra minuttal 3:00 her.

ANNONCE