Nyhed

Wise Blood gæster Beta

Den amerikanske musiker lægger vejen forbi København til september

Beta - Shit Island Clubbing er Amagers nye venue ved Amager Bio i København. Det er et lille spillested, som kan rumme 150 publikummer, og hver måned leverer optrædener fra forskellige undergrundsnavne inden for alle genrer.

Til september kan man opleve amerikanske Wise Blood alias Chris Laufman og hans musikalske projekt. Takket være sine små popsange, der er bygget op omkring samples fra gammelkendte hits, har han efterhånden slået sit navn fast i undergrunden.

Laufman er særligt inspireret af Animal Collective, der ligeledes har gjort sig bemærkede ved at sample gamle psykedeliske sange og sætte dem i et nyt musikalsk perspektiv. I sangen B.I.G. E.G.O. er det eksempelvis John Bonhams trommebeat fra Led Zeppelins When the Levee Breaks i en anderledes sammenhæng, man kan lægge øre til. 

Indtil videre har Wise Blood kun udsendt en ep, som indeholder fem korte numre. Men Laufman har ifølge en pressemeddelelse udtalt: "at han agter at overtage musikverdenen med sit første album".

Wise Blood kan opleves på Beta på Amager i København, lørdag den 10. september.


Information om billetter kan findes her.

ANNONCE