Mød Lady Gaga, Foo Fighters, Rosa Lux, Lamb, Michael Møller og mange flere – og læs stort uddannelsestillæg
Så er årets sjette GAFFA på gaden. 80 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender samt en stor uddannelsesguide.
Juni måneds hovedhistorie gælder verdens vel nok største popstjerne lige nu – Lady Gaga. GAFFA har besøgt fænomenet i Los Angeles, hvor hun fortæller om sit nye album, og hvad hun mener med titlen "Born This Way". Og vi har også fået en snak med hendes danske samarbejdspartner Jeppe "Senior" Laursen, der giver os historien om, hvordan han endte på verdensstjernens album.
Foo Fighters er tilbage med nyt album, dokumentarfilm og dansk koncert. Vi har mødt de jordnære rockstjerner.
Crowd funding er den nye måde at finansiere en musikudgivelse på. Du betaler, og musikerne laver en plade. Vi har talt med to repræsentanter for fænomenet, engelske Lamb og danske Michael Møller.
Rosa Lux har spillet cello, siden hun var ti, har været dj i en årrække og spillet live med gruppen Luke. Nu springer hun omsider ud med et soloalbum, hvorfra hun allerede har fået et stort hit.
Derudover kan du også møde Smith Westerns, Silja, Musti//Amin, Bjørst og mange andre, ligesom du kan læse om den Kryster Kartel-aktuelle dj Jeffs forhold til musik i vores serie "Finale". Og Den Gale Pen har mødt Start! Festivals talsmand Peter Møller – og udbeder sig en forklaring på, hvordan festivalen kan gå ned den ene dag og starte op igen den næste.
I junibladet finder du desuden GAFFAs Uddannelsesguide, hvor du kan læse om en lang række musikalske og andre kreative uddannelser. Vi bringer også interview med Lucy Love, der har gået på Det Fynske Kunstakademi, med Roskilde Festivals chefbooker Rikke Øxner, der fortæller om sin uddannelse i Massekommunikation og hendes vej til Roskilde-jobbet, og med forfatter Leonora Christina Skov, der fortæller om vejen til litteraturens verden, som blandt andet gik via et studium i litteraturvidenskab.
Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af Suede, i anledning af at gruppen genudgiver hele deres bagkatalog og spiller på Northside Festival i Aarhus. Vi fortæller deres historie, med Brett Anderson på sidelinjen. Læs også et interview med The Kills og en artiklel om genudgivelsen af fire klassiske album med Nick Cave And The Bad Seeds. Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.
Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med juniudgaven af GAFFA!