Nyhed

Maiken Ingvordsen udgiver bog om at sælge sig selv

Sangerinden giver gode råd til fundraising og til at trænge igennem til presse og publikum

Maiken Ingvordsen er nok mest kendt som sangerinde med en række fortrinsvis jazz-relaterede udgivelser bag sig, heriblandt to i selskab med Johannes Møllehave. Ingvordsen er dog også indehaver af firmaet So What Copenhagen, der tilbyder produkter og ydelser til markedsføring og branding af kunstnere og kreative virksomheder.

Det er med begge hatte på, at Maiken Ingvordsen nu udgiver bogen "Fundraising til kreative projekter – kunsten at sælge sig selv". Bogen giver råd til både musikere og andre kunstnere og kreative iværksættere om at skaffe penge til deres projekter og sælge sig selv.

Bogen indvier læseren i, hvordan man gør en idé til en konkret nedskrevet
plan, hvordan en god projektbeskrivelse bygges op samt giver rådgivning om budgetlægning, tidsplan, biografi med videre. Den behandler desuden emner som pr og markedsføring, målgrupper, digitalt materiale og så videre.


Samtidig giver bogen også råd om, hvordan man takler afslag, og hvordan finder man gejsten til hele tiden at blive ved. Alt sammen med udgangspunkt i en række konkrete eksempler, ofte fra Maiken Ingvordsens eget kunstneriske virke.

Sammen med bogen lancerer Maiken Ingvordsen et website, hvor man finder over 200 fonde, en podcast-serie med kendte, kreative iværksættere samt andet relevant materiale, der henvender sig specielt til kreative iværksættere og kunstnere.

Maiken Ingvordsen er kunstner og kreativ iværksætter. Hun var i 2010 nommineret som Årets kvindelige iværksætter af Ivækst. Maiken er uddannet pianist og komponist fra Rytmisk Musikkonservatorium. Hun er desuden som nævnt stifter og ejer af So What Copenhagen, der arbejder med markedsføring og branding af kunstnere og kreative virksomheder. Maiken har over 30 ofte anmelderroste musik- og dvd-udgivelser bag sig.

Bogen "Fundraising til kreative projekter & kunsten at sælge sig selv" udkommer 6. juni på forlaget Gyldendal Business.


ANNONCE