P3's Uundgåelige nummer 1000 bliver kåret i uge 24, og derfor hives de øvrige 999 ind på playlisten
I uge 24 runder P3's Uundgåelige et stort rundt tal, og det bliver fejret på kanalen, hvor playlisten i uge 24 udelukkende kommer til at bestå af de 1000 sange, der er blevet kåret til P3's Uundgåelige gennem tiden. Samtidig vil Smag på P3 have gæster i studiet, der spiller nye versioner af de gamle hits.
P3 har de sidste tyve år hver uge valgt en sang, der har fået titlen P3's Uundgåelige, som oftest fra et nyt navn på musikscenen, og kvitteret med A-rotation og masser af airplay i en hel uge på P3. Det vil blive fejret mandag til fredag på P3 i uge 24, hvor lytterne kan se frem til, at deres radiokanal kommer til at lyde noget anderledes end den plejer.
Playlisten mandag til fredag i uge 24 kommer nemlig udelukkende til at bestå af sange, der er blevet kåret til P3's Uundgåelige gennem tiden. Og listen af Uundgåelige sange gennem tiden er både varieret og garant for en tur ned af mindernes allé, der formodentlig vil vække både nostalgiske følelser og smil på læben: Fra Shu-Bi-Dua til Fallulah og fra Niels Hausgaard til L.O.C., forlyder det i en pressemeddelelse.
P3 giver også lytterne mulighed for at stemme på den bedste Uundgåelige gennem tiderne, og lader danske artisters spille nye fortolkninger af deres yndlings-Uundgåelige single med mere.
Det hele startede i Go' Morgen P3 tilbage i 1991, hvor de daværende værter Margaret Lindhardt, Britta Rohde, Carsten Wiedemann og Uffe Stenstrup introducerede den allerførste Ugens Uundgåelige, som det hed dengang. Den første Uundgåelige nogensinde blev introduceret for P3-lytterne i uge 7 i 1991 og er singlen "My Side Of The Bed" af Susannah Hoffs, der på det tidspunkt kort forinden havde forladt gruppen The Bangles.
Siden da har P3's Uundgåelige udviklet sig til en institution på P3 samt været en afgørende karrierekatalysator for store danske artister gennem tiden fra The Sandmen til Nephew og fra Sort Sol til Mew.
I anledningen af P3s Uundgåeliges jubilæum har P3 lokket nogle af Danmarks mest populære kunstnere til at fortolke deres yndlings-Uundgåelige gennem tiden. Tim Christensen, The Blue Van, Xander og L.O.C. er blandt de kunstnere, der skal prøve kræfter med fortidens Uundgåelige, og processen og resultatet kan høres på Smag på P3.
De mange uundgåelige sange kan opleves hver dag på P3 i perioden 13.-17. juni.