Nyhed

Efterklangs An Island udkommer som dvd

Vincent Moon og Efterklang lancerer musikfilmen som Betal Hvad Du Vil-download og i en deluxe dvd-udgave

Netop nu har det danske band Efterklang og den franske filminstruktør Vincent Moon gjort deres musik- og dokumentarfilm "An Island", som havde premiere tidligere i år, tilgængelig som download.

Samtidig afslører de to parter muligheden for at forudbestille en kommende deluxe dvd-version af filmen. Via filmens hjemmeside kan man nemlig enten downloade den og selv bestemme, hvad man vil betale eller forudbestille den på dvd.

Dvd-udgaven bliver trykt i et begrænset oplag på 5000 stykker, og den indeholder udover selve "An Island" diverse fraklip samt Vincent Moons film "TemporaryCopenhagen", hvor blandt andre Murder, Slaraffenland, Choir of Young Believers, Thulebasen og Chimes and Bells medvirker. 


Derudover følger med dvd-versionen af "An Island" en helt ny live-ep med Efterklang, som er optaget på Roskilde Festival 2010. Ep'en vil kun være tilgængelig sammen med dvd'en. 

Coveret til dvd'en er designet af det københavnske kunst- og designstudio Hvass&Hannibal, og det er specialfremstillet i samarbejde med Stumptown Printers i Portland, Oregon. Desuden bliver det håndtrykt på genbrugt karton, med vegetabilske farver på Heidelberg letterpresmaskiner fra 1950´erne.  

"An Island" havde premiere den 31. januar i år, og i februar og marts blev filmen distribueret via konceptet Private-Public Screenings, der blev opfundet af Efterklang. Idéen var at hvem som helst kunne arrangere deres egen fremvisning så længe der var plads til mindst fem gæster, det var gratis og det var en offentlig fremvisning.  


I alt fandt mere end 1.200 fremvisninger sted i februar og marts alene. Vincent Moon har siden taget konceptet til sig, og det er muligt at arrangere Private-Public Screenings af samtlige hans film. 

Download og forudbestil "An Island" her.

ANNONCE