Nyhed

Emeralds til Danmark

Den amerikanske trio gæster både København og Aarhus i denne måned

Mange udenlandske musiksider og blogs har i årevis dyrket og rost Cleveland-bandet Emeralds, og lovprisningerne er indtil videre kulmineret i forbindelse med udgivelsen af albummet "Does It Look Like I'm Here", der udkom herhjemme tidligere på året.

I denne måned er der så mulighed for at høre materialet live til to danske koncerter, når Emeralds gæster både Loppen og Musikcaféen til koncerter, hvor de i begge byer får opbakning af danske opvarmningsnavne.

Gruppens seneste album er en sjælden traditionel udgivelse i en stormflod af demoer, kassettebånd og meget andet, og tidligere på året fik "Does It Look Like I'm Here" følgende ord med på vejen af GAFFAs Simon Christensen:


"Et udspil, der suger næring fra sin monotone krautrock-drone, som bliver ført ud som instrumentale poppede technonumre. Der er en forkærlighed for ambiente effekter, det repetitive mønstre fra sen-krautrock og et let skift i synthesizernes udforskning mod cembalolyde på Genetic og Shade. Overordnet set er synssansen hovedmetaforen til at beskrive dette hypnagogiske elektroniske projekt a la Drexciya og Aphex Twin, som er et krævende altomsluttende projekt, der også har en rummelighed som Kubricks science-fiction-klassiker Rumrejsen År 2001".

Emeralds kan opleves på følgende datoer:

LIVE @ LOPPEN, København + THE HOME CURRENT - DJ SET (DK, Second Language)
Søndag 15. maj

LIVE @ MUSIKCAFEEN, AARHUS + DREAMERS CLOTH (DK) aka Jonas Frederiksen
Mandag 16. maj


ANNONCE