Med Thomas Barfod og Kasper Bjørke som bagmænd vil den københavnske klub Superbacon præsentere internationale dj's sommeren igennem
Under navnet Superbacon slår Filur-makkerparret Thomas Barfod og Kasper Bjørke i morgen dørene op til en spritny klub i det københavnske natteliv.
Klubben vil én gang om måneden indtage lokalerne hos Simons Natklub i Store Strandsgade ved Nyhavn for at præsentere en stribe internationale dj's - ligesom Barfod og Bjørke også har lovet at diske op med fester under den nært forestående Distortion Festival og Raw i august.
Det første Superbacon-arrangementet bliver med besøg af New Yorker-kollektivet Throne Of Blood og franske Golden Bug, mens de Berliner-baserede diskokonger, Dada Disco, vil kunne opleves i klubbens lounge sammen med Lou Van & David Garset.
Ugen efter, nærmere onsdag 1. juni, står blandt andre Bjørke & Barfod selv bag dj-pulten, og senere på sommeren skulle prominente navne som Erol Alkan og Brodinski også kigge forbi.
I samme ombæring afslører duoen desuden, at de i øjeblikket er ved at lægge sidste hånd på Filurs kommende fjerde album, som efter planen bliver udsendt i efteråret og får besøg af en lang række gæstevokalister fra ind- og udland.
Flere oplysninger om Superbacon kan findes her.