Den legendariske funkbassist giver koncert med Graham Central Station under Copenhagen Jazzfestival
"Grahams band sprængte Amager Bio i luften."
Sådan lød opsummeringen, da den amerikanske funklegende Larry Graham gæstede landet sidste år og modtog seks stjerner af GAFFA for sin koncert på Amager-spillestedet.
Mandag 4. juli kan Graham atter opleves på amagerkansk jord, når han spiller ved Kulturhuset Islands Brygge i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.
Det sker sammen med bassistens mangeårige band, Graham Central Station, der til lejligheden er blevet udvidet med en dansk blæsergruppe i form af Michael Millfield Mølhede (trompet) og Nis Toxværd (saxofon) fra Millfield Horns.
65-årige Larry Graham er blevet kaldt bassens svar på Jimi Hendrix og har dannet skole inden for funken med sin karakteristiske slagbas-teknik, som han eksempelvis demonstrerede i Sly & The Family Stone, hvor Graham var bassist fra 1967 til 1973. Siden dannede han sit eget band, Graham Central Station, med hvem han altså nu kommer til Danmark igen.
Billetter til koncerten vil kunne købes via GAFFA Live.