Nyhed

Stil spørgsmål til Kodas direktør

Den danske musikorganisation vil tættere på musikkens aktører og afholder spørgetime på Facebook i eftermiddag

Rettighedsorganisationen Koda vil gerne være mere transparente og synlige over for kunder, kunstnere og musikbranchen i det hele taget, og derfor holder organisationen – blandt flere tiltag – et dialogmøde på Facebook i eftermiddag, hvor nysgerrige sjæle kan stille spørgsmål eller gå i direkte dialog med Kodas direktør, Anders Lassen (billedet).

Baggrunden for det virtuelle møde er ifølge organisationen, at "vi meget overordnet ønsker at komme tættere på musikken. Det handler om, at Koda skal være en moderne og innovativ rettighedsorganisation uden støv på skuldrene, hvor kunderne betaler fordi, de motiveret kan se, at musik tilfører deres produkt værdi, i stedet for traditionelt, at de betaler fordi de skal – fordi vi har retten til at de skal betale."

Et par oplagte spørgsmål til Koda-direktøren kunne måske være: "Hvornår kommer Spotify til Danmark?" Eller "tjener musikere egentlig penge, når deres musik bliver streamet på YouTube, Grooveshark og de andre udenlandske sider?"

"Spørgetimen" finder sted i dag fra klokken 15.00 til 17.00 via Kodas Facebook-side.

ANNONCE