Nyhed

The Books klar til dansk visit

Fredag og lørdag indhylles Lille Vega i København og Atlas i Aarhus i en både sær og sirlig musik signeret den amerikanske duo The Books. GAFFA har talt med den ene halvdel af duoen, Paul de Jong.

- Vi finder en masse underlige kassettebånd, der ikke står noget på. Mange af dem viser sig bare at være mixtapes, som er sjove at lytte til i bilen, men engang imellem er der noget uventet på.

Sådan har New Yorker-duoen The Books selv forklaret sin opsigtsvækkende måde at kreere sange på. Over fire plader har makkerparret Nick Zammuto (guitar og vokal) og Paul de Jong (cello) dyrket et dybt unikt lydlandskab i krydsfeltet mellem electronica, folk, new age og soul – frembragt ved hjælp af samples af eksempelvis børnestemmer og telefonbeskeder, lydoptagelser med Gandhi og selvhjælpshånd. I øjeblikket er duoen draget på en længere Europaturné, som i weekenden bringer dem forbi Danmark. I den anledning fik GAFFA en kort snak med Paul de Jong (tv.) om The Books' koncertform – og ikke mindst, hvordan de har tænkt sig overføre deres spraglede udtryk til livefronten.

Hvordan er det gået i øvelokalet?

- Det er faktisk gået overraskende godt. Nick og jeg har aldrig set The Books som et koncert-foretagende – vi har altid været dedikeret til studiet. Men i takt med, at det er blevet sværere og for os at leve af at lave plader, blev vi overtalt af vores manager til at overveje tanken om at tage på turné. Og jeg synes egentlig, at det har været en positiv oplevelse at øve op til den her tour – hvis man da kan tale om at øve op.

Hvordan skal det med at øve op da forstås?

- Det skal forstås sådan, at den store udfordring for os har først og fremmest været at finde en løsning på, hvordan vi overfører vores lidt spraglede udtryk til scenen. Som du sikkert ved, baserer vi meget af vores musik på samples…

Ja, hvordan har I tænkt jer at afvikle dem under koncerterne?

- Det er et godt spørgsmål. Jamen, vi har faktisk slet ikke tænkt os at afvikle dem, for vi har aldrig kunne lide om tanken om at bruge en sequencer – der er vi nok lidt gammeldags og vil helst spille musikken selv. Men det er selvfølgelig ikke let, når vi kun er to mand. Så vi har besluttet os for at genopfinde sangene lidt fra bunden og give dem et mere live-orienteret udtryk. Det skal ikke forstås sådan, at publikum overhovedet ikke vil kunne genkende vores sange – det er nok bare den måde, vi har det bedst med at afvikle en The Books-koncert på.

Hvad kan vi så forventes os af koncerterne i København og Aarhus?

- Sætlisten kommer til at bestå af en del numre fra "The Way Out" (The Books' seneste album, som udkom sidste år, red.), og vi har selvfølgelig også nogle sager med af ældre dato. Derudover har Nick og jeg forsøgt at integrere forskellige filmsekvenser, som bliver vist på et lærred og forhåbentlig kan fungere som en slags kompensation for de omarrangerede sange. Hele filmdelen har faktisk været en stor fornøjelse at lave, for arbejdsprocessen har på mange måder været den samme, som når vi skriver musik: Nick købte et par kasser med gamle videobånd, som vi gennemgik minutiøst, og derefter udvalgte vi de sekvenser, vi følte, passede til musikken. Man kan vel godt sige, det er blevet til en slags filmkollage oven på lydkollagen. Så hvis alt går vel, kan folk se frem til en visuel oplevelse, der er lige så stor som den musikalske del. Det håber jeg i hvert fald.

The Books spiller i Lille Vega lørdag og Atlas søndag. Billetter til begge koncerter kan købes via 
GAFFA Live.

ANNONCE