Rapperen er sammen med Yelawolf og Busta Rhymes gæst på tracket "Worldwide Choppers"
I 2009 dukkede amerikanske Tech N9ne op på L.O.C.-tracket "Bare En Pige", og nu fortsætter samarbejdet med den danske rapscene på det kommende Tech N9ne-album, hvor U$O er kommet i fint selskab med navne som Busta Rhymes, Yelawolf, Ceza, JL B.Hood, Twista, D-Loc og Twisted Insane på sangen "Worldwide Choppers".
Nummeret findes på det kommende Tech N9ne-album "All 6's And 7's", der udkommer 6. juni. Her fortsætter perlerækken af gæster med navne som B.o.B., Snoop Dogg, Lil' Wayne og T-Pain samt Stephen Carpenter og Chino Moreno fra Deftones for nu bare at nævne nogle af dem.
Men midt blandt alle disse celebre navne finder vi altså også danske U$O, der lige nu er aktuel med singlen "Skru' Op" og som for nylig løb med The Voice Club-prisen til DDJA for sit samarbejde med Kato og Johnson på tracket "Hey Shorty, Part II". Han dukker op efter knap to minutter, hvor han efter at være blevet præsenteret som repræsentant for Danmark med 100 i timen blæser igennem en stribe rim på dansk midt i al den engelsksprogede rap.
Tracket blev lagt ud på YouTube i nat, og på Facebook skriver U$O om samarbejdet:
"Tak til alle jer som har skrevet og støttet op omkring min gæste optræden på det nye Tech N9ne-album :) det er en drøm at komme med på samme album som Lil Wayne, Snoop, Busta, E40, T-pain osv.... Endnu en gang tak for støtten !!!"
Hør "Worldwide Choppers" på YouTube.