Nyhed

Varm op til The Cult

Endnu et stort udenlandsk navn får nu et opvarmningsnavn fra Tak Rock!-kampagnen

Både Eric Clapton og Sort Sol får senere i år følgeskab af et band fra Tak Rock!-kampagnen, og nu har The Cult også sagt ja til at bruge et opvarmningsband, der er tilmeldt Royal Unibrews musikalske tiltag. Bandet kan opleves på Posten i Odense 8. juni.

The Cults seneste album er fortsat "Born Into This" fra 2007, men siden da har gruppen faktisk udsendt ep'erne "Capsule 1" og "Capsule 2", og da bandet netop har underskrevet en ny pladekontrakt med Cooking Vinyl forventes det, at bandet inden længe vil udsende nyt. De befinder sig i hvert fald lige nu i et studiet med Chris Goss, der udover at være frontmand i Masters Of Reality også har produceret for Kyuss og Queens Of The Stone Age.

Bandet gæstede sidste år Train i Aarhus, hvor de var særdeles veloplagte og leverede en koncert som GAFFAs Michael José Gonzalez honorerede med fem stjerner.


"The Cult anno 2010 har vist sig som en tight og velspillende live-oplevelse. Vel blev der spillet lidt rigeligt sikre kort, men når de smides ud med så sikker hånd som i aften, skulle man være et skarn, hvis man brokkede sig".

Til den kommende koncert får englænderne følgeskab af et band, der vælges ud blandt de tilmeldte i Tak Rock!-kampagnen, og begge navne kan opleves på Posten i Odense 8. juni. Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE